Blomkål er det originale navn
Blomkål er det originale navn
Overblik
MusOver blå og røde objekter
LØVEBORG - billedhuggernes hjem på Lottenborgvej i Lyngby

Af Teresa Nielsen, museumsinspektør, Vejen Kunstmuseum

h_lottenborgvej (35K)Huset ligger der den dag i dag, stærkt ombygget, men inderst står den kerne, som arkitekt Carl Brummer (1864-1953) tegnede til Siegfried Wagners stedforældre - Julius Heine og dennes hustru Frederikke født Wagner, billedhuggerens moster. *)
I baghaven stod der et klassisk enkelt monument af norsk marmor i forskellige toner. *) Siegfried Wagner mente, at det var udført omkring 1800 efter tegninger af Andreas Weidenhaupt (1738-1805). Han restaurerede monumentet og indfældede indskriften: Til minde / om / Julius Heine / og / Hustru / Rikke Wagner / De byggede dette Hus / Aar 1896. Her optræder hans mosters navn i en form, der måske forklarer husets oprindelige navn, Villa Ricca. Det blev i Olga og Siegfried Wagners tid kaldt Løveborg - delvist betinget af husets fæstningsagtige karakter, men især af Siegfried Wagners kælenavn, Løve; netop det kælenavn, der også blev brugt om J. F. Willumsen.

I katalogerne fra Charlottenborg-udstillingen angives Wagners adresse frem til og med 1898 som Peder Skramsgade 3. Han og Olga blev gift i 1899. Det år udstillede han ikke, men fra 1900 står han med adressen Villa Rica, Lyngby (Sorgenfri). På et billede fra familiealbummet ses de helt unge billedhuggere sammen med forskellige personer, heriblandt formodentlig stedforældrene. Det kunne antyde, at de måske alle fire har boet i huset i tiden omkring 1900. Fotografiet er taget i Villa Riccas tidligste år. De står i et åbent bueslag ud mod haven - det bueslag, der siden blev lukket med det karakteristiske vindue, der satte sit præg på Løveborgs spisestue.

I den regnskabsbogsbog, der er ført for huset fra det opførelse og frem til 1952, kan man læse, at Julius Heine den 31. januar 1910 har "aftaaet Villaen i Lyngby til Siegfried mod at beholde 2 Værelser i sammes 1. Etage for min Livstid, hvilket er paaført Overdragelsen." Nu var Olga og Siegfried blevet herrer i eget hus, og kunne gradvist bygge om, så tingene blev, som de ønskede. Af samme bog ser det ud til at verandaen bag bueslaget i december 1920 blev forvandlet til en del af spisestuen. To år senere skete der større forandringer i soveværelserne på 1. sal.
Emil Hannover har i 1901 skrevet om Wagner: "Man skulde tro om ham, at der var Stof i ham til en Arkitekt; thi hans Fantasi er byggende, ikke malerisk. Men titlen Arkitekt for de Døde snarere end den Levende. En Arkitekt for Mausoleer og Gravmæler!" *) Som det fremgår af Karin Krygers artikel, blev hans profeti om Wagners evner som gravmæleproducent til fulde indfriet. Mens arbejdet med interiører til eksempelvis Ludvig Elsass, Julius Graae og ikke mindst til hans eget hjem på Lottenborgvej gav Wagner rig lejlighed til at bruge sine byggende evner - både i ombygning af huset, og i tegning til eksempelvis en stilren asiatisk inspireret, rødmalet reol og et tilhørende pengeskabsmøbel, eller et par stole og et bord, som der findes skitser til, dateret 29. november 1939.
Gradvis har huset forandret sig - mod syd blev verandaen inddraget og balkonen blev overdækket, terrassen på 1. sal mod vest blev overbygget og hall'en mod øst, ned mod Sorgenfri Slot, blev bygget til. De i dag mest markante forandringer er foretaget ved indgangsdøren, hvor der er opført en entrébygning, der forbinder hovedhuset med atelieret. Disse forandringer skete i 1960'erne, da arkitekt Fiskers tegnestue havde adresse på Lottenborgvej. Med omtanke passede man på den markante, gamle hoveddør, der blev flyttet ud til sin nuværende plads.

Først i 1920'erne har en journalist under pseudonymet M. Passant beskrevet mødet med Løveborg under overskriften Hos et ægte Kunstnerpar: "Gaardspladsen ud til Vejen er overstrøet med store henslængte Stenblokke. Her en mægtig Sandstenskvader, der ligger en poleret Granitsøjle, et Sted en Marmorblok o.s.v. Her er aabenbart Materiale nok for to Billedhuggere at tage fat paa … Der er noget fæstningsagtigt over disse hvide Mure med deres små Vinduer i øvre Etage og det lidet synlige Tag. Men en Kunstner begærer Luft og Lys, og det fornægter sig heller ikke her. De to store Atelierfløje har begge Dele. *) Og over deres store Porte hænger svære Jernkæder og Kroge til Transport af de raa og forarbejdede Stenblokke. Ved Indgangsdøren hilses man venligt Velkommen af en trebenet Helhest i graa Kalksten, et meget fornøjeligt og fantasifuldt Arbejde af Siegfried Wagner. Og man er ikke indenfor Entrédøren, før man møder den rene Stilfuldhed, der er gennemført overalt i de mindste Detailler i Huset. Mon der overhovedet findes noget Hjem, der er saa 'gennemarbejdet' som dette? Hvor man end fæster sit Blik har Kunstnerens Haand været der med den allerstørste Omhu. Her er ikke en Plet paa Gulvet, Loftet eller Vægge, som ikke er overvejet, gennemtænkt og vurderet kunstnerisk. Ikke et Møbel og ikke et Dørgreb, som ikke i sig selv er et Kunstværk. Dette Hjem er som bygget op af Kunstnernes egen Haand. I Samarbejde har de tegnet Møblerne og skabt hver Stues Arkitektur. Intet er tilfældigt i noget Rum i dette Hus, men præget af stærk Kunstnervillie og en sikker Smag, der aldrig forvilder sig, heller ikke, hvor den skaber det dristige. Skønnest er maaske Spisestuen til Haven, og usædvanligst er vel den smukke Hall, der rummer en righoldig Udstilling af Kunstnerparrets Skulpturer."
Klart fremtræder spisestuens møblement med en iøjefaldende jødestjerne er indfældet både i stoleryggene og på skabets låger. Møblerne var udført i bejdset bøgetræ hos Lysberg og Hansen. På Kunstindustrimuseet var de i 1910 en del af Skønvirke-folkets tredje fællesudstilling. En anmelder bemærkede, at der ved deres allerførste præsentation var én ting, der sprang i øjnene: "kun de skingrende gule Stjernemønstre virkede lidt stilløse. Da Møblerne senere…blev udstillede i Berlin, var disse Stjerner mørke." *) Og det er de formodentlig fortsat. Det har dog op til udstillingen ikke været muligt at lokalisere møblerne.
Hall'en har været et flot modtagelsesrum med ovenlys, skakternet gulv og et markant ildsted. Her kunne man slå sig ned i lette kurvestole i stil med dem, der også fandtes i Skulptursalen på Den Frie. Skulpturerne stod væggen rundt på individuelt omhyggeligt bearbejdede sokler. Statuetterne fik plads i et par skabe, som Wagner selv havde tegnet. I de sortbejdsede låger er der indfældet små 'vinduer', der danner rammen om hver sit lille mesterværk. Med praktisk sans har han indvendigt i den vandrette inddeling udnyttet pladsen optimalt, så der mellem hvert 'vindue' er hyldeplads til papirer og andet, som ikke vedkom fremmede øjne. Kærligheden til det asiatiske ses i møblernes formgivning og farvespillet mellem det sorte ydre og det orange-røde indre. Lykkeligvis er disse møbler bevaret, og kan på udstillingen igen danne rammen om præsentation af de små statuetter.
Billedhuggernes omhyggeligt formgivning af rummet strakte sig til konsollerne under loftet. Her ses markante udslag af Siegfried Wagners barokke humor, der blandt andet er resulteret i groteske statuetter som Mosekonen (se foto side xx). Knægtene har han formgivet med underholdende indfald. M. Passant berettede: "En viser en munter Prins Paris med Æblet, en anden en grotesk Salambo med sammenlænkede Ben. Han holder selv krampagtigt fast paa den kæmpemæssige Nøgle til Lænkens Hængelaas. En anden Knægt gør Dukater. - Saadan faar vi Penge her i Huset, siger Siegfried Wagner, idet han peger paa Guldstykkerne, der klingrer ned ad Væggen fra den lille Gnoms Podex. Det ser meget nemt ud."