 |
Overblik
MusOver blå og røde objekter
MusOver blå og røde objekter
De glemte
billedhuggere.
Af Timo Ditlevsen
Vi ser deres værker -
nogle er nationale klenodier, der opleves naturlige og
uundværlige i dagligdagen eller som en del af bybilledet.
Vi glemmer bare ofte, hvem der skabte denne kunst.
Her er historien kort om to i dag helt ukendte kunstnere, som i deres samtid var en del af parnasset:
Siegfried Wagner (1874-1952) skabte blandt meget andet Lurblæserne ved Københavns Rådhus. Han var gift med Olga Wagner (1873-1963), der som en god kone efter tidens skik troligt støttede og hjalp sin mand. Selv om hun stod i skyggen af manden, var hun også en selvstændig kunstner med egen produktion og stor anerkendelse i samtiden. Alligevel forsvandt hun fra arenaen samtidig med, at Siegfried Wagner blev indhyllet i glemslens tåger.
Hvad skete der?
Verdenskrigen kom i 1939, og Hitlers jødeforfølgelser tog til. Wagner som var jøde, blev også ramt. Han skriver til en ven og udstillingspartner, at han ikke længere får så megen udstillingsplads, som han plejer. Han mærker også, at folk trækker sig tilbage fra sig - det er ikke sundt at være ven med en jøde.
Det ender med at han må flygte til Sverige over sundet. Båden bliver opdaget af tyskerne, men Siegfried Wagner er godt ved muffen. Han giver dem alt, hvad han ejer, og redder livet. Efter krigen kommer han tilbage til Danmark som en ældet mand. Syg er han også, og måske forklare det, at hans kone vælger at pleje ham til hans død.
Siegfried Wagners væsentligste produktion ligger før krigen. Hans speciale var gravmæler. Han fik mange bestillinger og lavede pragtmonumenter og mindesten til både det mosaiske og kristne trossamfund. Han arbejdede med keramik for den kongelige porcelæns fabrik, Bing og Grøndal, Carl Halier, metalarbejder for Ballins værksted og Tvermoes og Abrahamson og glas for Holmegaards glasværk. Han havde en særlig tilknytning til "Den frie", hvor mange af hans værker blev udstillet. Også Statens museum for kunst og forskellige institutioner private og offentlige var på banen og efterspurgte de smukke værker og deres delikate udførelse og udsøgte formgivning.
Men Siegfried Wagner havde også en helt anden side, det skæve og alternative.
Uskønne
værker der tager udgangspunkt i en grotesk fascination af
det frastødende og ækle. Måske de mest
interessante, fordi de tydeligvis er lavet for personlig
glæde og tilfredsstillelse og dermed ikke skal
tilfredsstille et kræsent og pengestærkt publikum.
for eksempel: grisehovedet, pelikanungen og slagtet hane.
Groteske værker i den mest delikate udførelse og meget smukt formgivet.
Grisehovedet ligger præcist som hos slagteren, sunket lidt sammen, lukkede øjne, ørene hængende ned mod det tyngende flæsk. Bagfra er der også arbejdet med grisen. Og der er som at kikke ind i kødet som det ville tage sig ud i disken.
Grisehovedets emne og delikate udførelse leder tanken hen på fascination af kontraster.
Her den delikate form og udførelse og værkets navn "perler for svin" og så den lille men fine detalje. En lille perle anbragt midt i skulpturens sokkel. Det er lavet i 1940.
Der er også kontrasten
imellem den lækre udførelse i patineret bronze af
pelikanungen og den uskønne vaklen, ingen styrke i benene
og næbet hvilende kraftesløst på jorden,
hjælpeløsheden med den tilsyneladende brækkede
hals. Det forestiller nærmere en unge lige kommet ud af
ægget. Værkets titel "morgentoilette" virker derfor
ikke ligefrem dækkende.
Ligesom
den smukt udførte hane i delvist bemalet marmor der ligger
slagtet og tilfældigt henslængt med hovedet vredet om
og gumpen i vejret og i tilfældighedernes vold. Næbet
meningsløst åbent og øjnene lukkede, det
kunne være omvendt. Kroppen pillet for fjer, klar til at
komme i suppegryden. Kontrasten imellem form og indhold bliver
tydeliggjort med værkets titel: "Sic transit gloria mundi.
- således forgår verdens herlighed".
Man aner en bevidst spillen på det det teknisk fuldkomne i kontrast til det dystre budskab.
Netop i det tekniske hævdede Wagner sig suverænt i forhold til sine samtidige, Bindesbøl og Willumsen, som han var elev af, og som han og Olga plejede et livsvarigt venskab med.
Siegfried Wagners interesserede sig en del for den hollandske billedhugger Joseph Mendes da Costa (1863-1939), som han forsøgte at få til Danmark som gæst hos De frie Billedhuggere. Fælles havde de en nær tilknytning til deres jødiske miljøer.
Olga Wagner stod på et tidspunkt model til Willumsens kendte billede "bjergbestigersken" og førte korrespondance med ham til hans død.
Udover at hjælpe sin mand samarbejdede de på flere figurer. Samtidig plejede hun sin selvstændige karriere, hvor hun blev kendt for sin fine evne til at fastholde et bestemt udtryk. Det gav sig til kende i mange buster, smukke statuetter og større skulpturarbejder, hvor hovedværket efter hendes egen mening er udkast til et monument for naturvidenskabsmanden P.W. Lund skitseret 1936. Skitsen blev senere købt at Zoologisk museum.
Hun deltog i flere udstillinger: Den internationale portrætudstilling i Kejser Wilhelm Museum i Crefeld, Den danske udstilling i Berlin, den første danske friluftsudstilling for skulptur i Klampenborg, Den kgl. Porcelainsfabriks stand på Verdensudstillingen i Paris 1925, Danish National Exhibition i Brooklyn Museum, USA. Kunstforeningen af 8. November og Statens museum for Kunst. Hendes sidste udstilling var kunstakademiets jubilæumsudstilling 1954 to år efter hendes mands død.
Sideløbende med udstillingerne modtog hun en mængde priser, legater, medaljer og stipendier. En imponerende præstation i betragtning af, at hun samtidig holdt stort hus med en hvis selskabelighed og var mor til to piger.
Af Timo Ditlevsen
Vi ser deres værker -
nogle er nationale klenodier, der opleves naturlige og
uundværlige i dagligdagen eller som en del af bybilledet.
Vi glemmer bare ofte, hvem der skabte denne kunst.Her er historien kort om to i dag helt ukendte kunstnere, som i deres samtid var en del af parnasset:
Siegfried Wagner (1874-1952) skabte blandt meget andet Lurblæserne ved Københavns Rådhus. Han var gift med Olga Wagner (1873-1963), der som en god kone efter tidens skik troligt støttede og hjalp sin mand. Selv om hun stod i skyggen af manden, var hun også en selvstændig kunstner med egen produktion og stor anerkendelse i samtiden. Alligevel forsvandt hun fra arenaen samtidig med, at Siegfried Wagner blev indhyllet i glemslens tåger.
Hvad skete der?
Verdenskrigen kom i 1939, og Hitlers jødeforfølgelser tog til. Wagner som var jøde, blev også ramt. Han skriver til en ven og udstillingspartner, at han ikke længere får så megen udstillingsplads, som han plejer. Han mærker også, at folk trækker sig tilbage fra sig - det er ikke sundt at være ven med en jøde.
Det ender med at han må flygte til Sverige over sundet. Båden bliver opdaget af tyskerne, men Siegfried Wagner er godt ved muffen. Han giver dem alt, hvad han ejer, og redder livet. Efter krigen kommer han tilbage til Danmark som en ældet mand. Syg er han også, og måske forklare det, at hans kone vælger at pleje ham til hans død.
Siegfried Wagners væsentligste produktion ligger før krigen. Hans speciale var gravmæler. Han fik mange bestillinger og lavede pragtmonumenter og mindesten til både det mosaiske og kristne trossamfund. Han arbejdede med keramik for den kongelige porcelæns fabrik, Bing og Grøndal, Carl Halier, metalarbejder for Ballins værksted og Tvermoes og Abrahamson og glas for Holmegaards glasværk. Han havde en særlig tilknytning til "Den frie", hvor mange af hans værker blev udstillet. Også Statens museum for kunst og forskellige institutioner private og offentlige var på banen og efterspurgte de smukke værker og deres delikate udførelse og udsøgte formgivning.
Men Siegfried Wagner havde også en helt anden side, det skæve og alternative.
Uskønne
værker der tager udgangspunkt i en grotesk fascination af
det frastødende og ækle. Måske de mest
interessante, fordi de tydeligvis er lavet for personlig
glæde og tilfredsstillelse og dermed ikke skal
tilfredsstille et kræsent og pengestærkt publikum.
for eksempel: grisehovedet, pelikanungen og slagtet hane.Groteske værker i den mest delikate udførelse og meget smukt formgivet.
Grisehovedet ligger præcist som hos slagteren, sunket lidt sammen, lukkede øjne, ørene hængende ned mod det tyngende flæsk. Bagfra er der også arbejdet med grisen. Og der er som at kikke ind i kødet som det ville tage sig ud i disken.
Grisehovedets emne og delikate udførelse leder tanken hen på fascination af kontraster.
Her den delikate form og udførelse og værkets navn "perler for svin" og så den lille men fine detalje. En lille perle anbragt midt i skulpturens sokkel. Det er lavet i 1940.
Der er også kontrasten
imellem den lækre udførelse i patineret bronze af
pelikanungen og den uskønne vaklen, ingen styrke i benene
og næbet hvilende kraftesløst på jorden,
hjælpeløsheden med den tilsyneladende brækkede
hals. Det forestiller nærmere en unge lige kommet ud af
ægget. Værkets titel "morgentoilette" virker derfor
ikke ligefrem dækkende.Ligesom
den smukt udførte hane i delvist bemalet marmor der ligger
slagtet og tilfældigt henslængt med hovedet vredet om
og gumpen i vejret og i tilfældighedernes vold. Næbet
meningsløst åbent og øjnene lukkede, det
kunne være omvendt. Kroppen pillet for fjer, klar til at
komme i suppegryden. Kontrasten imellem form og indhold bliver
tydeliggjort med værkets titel: "Sic transit gloria mundi.
- således forgår verdens herlighed".Man aner en bevidst spillen på det det teknisk fuldkomne i kontrast til det dystre budskab.
Netop i det tekniske hævdede Wagner sig suverænt i forhold til sine samtidige, Bindesbøl og Willumsen, som han var elev af, og som han og Olga plejede et livsvarigt venskab med.
Siegfried Wagners interesserede sig en del for den hollandske billedhugger Joseph Mendes da Costa (1863-1939), som han forsøgte at få til Danmark som gæst hos De frie Billedhuggere. Fælles havde de en nær tilknytning til deres jødiske miljøer.
Olga Wagner stod på et tidspunkt model til Willumsens kendte billede "bjergbestigersken" og førte korrespondance med ham til hans død.
Udover at hjælpe sin mand samarbejdede de på flere figurer. Samtidig plejede hun sin selvstændige karriere, hvor hun blev kendt for sin fine evne til at fastholde et bestemt udtryk. Det gav sig til kende i mange buster, smukke statuetter og større skulpturarbejder, hvor hovedværket efter hendes egen mening er udkast til et monument for naturvidenskabsmanden P.W. Lund skitseret 1936. Skitsen blev senere købt at Zoologisk museum.
Hun deltog i flere udstillinger: Den internationale portrætudstilling i Kejser Wilhelm Museum i Crefeld, Den danske udstilling i Berlin, den første danske friluftsudstilling for skulptur i Klampenborg, Den kgl. Porcelainsfabriks stand på Verdensudstillingen i Paris 1925, Danish National Exhibition i Brooklyn Museum, USA. Kunstforeningen af 8. November og Statens museum for Kunst. Hendes sidste udstilling var kunstakademiets jubilæumsudstilling 1954 to år efter hendes mands død.
Sideløbende med udstillingerne modtog hun en mængde priser, legater, medaljer og stipendier. En imponerende præstation i betragtning af, at hun samtidig holdt stort hus med en hvis selskabelighed og var mor til to piger.